LEVERING 1-3 HVERDAGE | FRI FRAGT VED KØB FOR 399,- | FORLÆNGET RETUR AF JULEGAVER T.O.M 14. JANUAR | KØB DINE JULEGAVER T.O.M 20 DECEMBER OG MODTAG DEM INDEN 24. DECEMBER

Kære dig <3

Er du okay? Hvis du ikke er, så er det også helt okay.

Jeg Anne, kender alt til at have det psykisk svært, og jeg har selv kæmpet en brag kamp mod angst og depression, efter jeg i 2019 var igennem et kræftforløb. Jeg var nybagt mor og fik konstateret strubekræft. Efter endt behandling og en besked om, at jeg var rask, gik der 14 dage og så startede mit helvede med angst. En angst som var så slem og svær at forklare, at ingen omkring mig forstod. Jeg tog et valg om at dele ud af min historie og mine oplevelser med angst, på min private Instagram, og pludselig var indbakken rødglødende.

+100 beskeder fra piger og kvinder rundt om i Danmark, som lever alene med deres angst og depression. Alene fordi de er flove og føler, at ingen forstår dem. I mit tilfælde er det en angst for sygdom og opkast, og det kan lyde skørt i folks øre. Jeg bliver derfor også tit mødt af fnis, jokes og kommentare såsom: “Ej det skal jo bare overståes”.  Når en angst er så slem, at man undgår sociale sammenhæng og indelukker sig med sit barn, så bliver det enormt ensomt at være i.

I jagten efter at få det bedre har jeg gået i en masse forskellige terapiforløb. Jeg har desperat søgt hjælp alle steder, som jeg kunne. Det har været alt fra healing, hypnose, metakognitiv terapi og psykomotisk terapi. I min jagt, fandt jeg healing, hvilket har hjulpet mig utrolig meget. Jeg har fået en tryghed i, at bruge den spirituelle verden til at skabe et håb for en nemmere fremtid. Jeg er vokset op med i spirituel mor, og det er derfor ikke nyt for mig, at bruge krystaller som en del af healende energi.

Dét er grundkernen for dette samarbejde med TUTTI / Amanda. Amanda og jeg fik kontakt på Instagram, hvor Amanda kontaktede mig, fordi hun gerne ville sende mig en gave. I denne gave, fik jeg en masse krystaller til min angst og søvnløshed.

Dette blev begyndelsen på vores relation, og da jeg en dag ser, at Amanda også kunne lave smykker fik jeg en idé.
Jeg ville gerne kombinere de fine håndlavede halskæder med en personlig krystal i smykket, som man altid havde sin krystal med sig på farten.

Det glæder mig derfor at kunne løfte sløret for Tutti x Springstories kollektion af smykker.
Kollektionen indeholder 4 forskellige varianter halskæder, med hver deres krystal i.

Netop fordi, at jeg ved jeg ikke er alene om at kæmpe mod angst, rakte vi hånden ud, og spurgte om nogen turde dele deres historie med os. Vi var så heldige, at 5 skønne kvinder har delt deres meget personlige historie med os.
Alle 5 kvinder lever med angst og/eller depression i en grad hvor det plager dem til hverdag, og til tider giver dem følelsen af at stå alene.

Vi vil ikke have at nogle skal føle sig alene! 

Vi har derfor fået lov til at dele deres historier samt et billede af dem og deres udvalgte Tutti x Springstorie smykke. Jeg håber at i vil tage godt “imod” pigerne og at det kan hjælpe netop dig! Det kan være at deres historie vil give dig troen på at du kan få det godt igen, det kan være at deres historier gør at du ikke føler dig alene eller skør eller det kan være at deres historie inspirere dig til at åbne op og dele med omverdenen hvad du går med, så du ikke skal være alene. <3

 

Vi har skabt 4 smukke halskæder som hver især har en nøje udvalgt krystal.

 

AMETYST – også kaldet trostenen.

Tillid, Visdom, Selvtillid, Klarsyn, Søvnløs.

Også kaldet trostenen. For kærlighed i hverdagen, visdom og psykisk bevidsthed. Til at finde ro i sindet – indre ro.

 

AKVAMARIN – også kaldet frihedsstenen.

Livsglæde, Kærlighed, Overblik, Kommunikation, Fordøjelsesproblemer

God for helbred, lykke og kærlighed. Fremmer glæde, livsmod, latter, positive tanker og healing og nedbryder selvdestruktive tanker. Livsglædens, håbets og optimismens symbol.

 

BJERGKRYSTAL

Mester healer, Klarhed, Visdom

Mester healer også kaldet det guddommelige lys. En meget rensende sten. Giver styrke, klarhed og indsigt. Bevidsthed, visdom, sandhed, indlæring, vækst og overblik. Skaber harmoni, stimulerer dine intuitive evner og lader dig finde svarene i dig selv. Giver dig følelsen af, at “nogen” tager sig af dig.

 

ROSENKVARTS

Ro, Harmoni, Kærlighed.

Rosenkvarts healer mentale belastninger som stress og hjertesorg.

Stenen symboliserer kærlighed, ro og harmoni. … Rosakvarts er en rigtig hjertesten og den kan anvendes overalt på kroppen, hvor du føler behov for det. Den beskytter og skærmer for de negative vibrationer du bliver påvirket af, den hjælper dig med at holde dig positiv i tankerne og i sindet.

 

 

Kvinderne som deler deres historier har selv valgt hvilket smykke de ønsker at præsentere og vi synes de klær dem så smukt. Nedenfor kan i læse kvindernes historier og vi håber at i vil tage godt imod dem.

 

 

Mød Natasja – 33 år og hendes historie <3

Mit navn er Natasja, jeg er 33 år, jeg er mor til to piger. Vi bor sammen med min kæreste Morten, som er pigernes bonusfar.

Jeg stiftede bekendtskab med angst første gang, da jeg var omkring 19-20 år, og jeg vidste ikke rigtig, hvad det var, og det var meget skræmmende. Jeg fik lidt hjælp til det, men kom aldrig rigtig i dybden med, hvad det handlede om, så derfor fortsatte min angst med at udvikle sig. Jeg blev rigtig bange for at dø og for at blive syg. Jeg lider med andre ord af dødsangst og sygdomsangst. Det var særligt, når jeg var alene, når jeg var meget træt efter en bytur osv., at det var værst. Men jeg levede videre uden at gøre så meget ved det.

 

Da jeg var omkring 25-26 år ramte angsten ret hårdt igen, og jeg fik igen noget hjælp – denne gang lidt mere end jeg havde fået tidligere. Denne gang nok til at forstå, hvad angsten egentlig gør ved min krop og hvilke symptomer, den sætter i gang.

 

Min angst giver mig en masse fysiske symptomer, som gør, at jeg tror jeg er alvorligt syg. Når jeg mærker mærkelige symptomer begynder jeg at Google, og så starter “balladen”, for så kan jeg nærmest give mig selv en dødsdom. Jeg bliver svimmel, sommetider kan det føles som om jeg har en klokke rundt om hovedet, og jeg føler jeg får svært ved at trække vejret. Men ingen omkring mig kan se det, når jeg har det sådan. Det er ikke som en brækket arm med gips på, og derfor kan det være rigtig svært for ens nærmeste at forstå, hvordan man har det.

 

I 2020 ramte corona, som vi alle ved, landet og resten af verden. Til at starte med tacklede jeg det ret roligt, men stille og roligt ramte angsten igen. Svimmelheden kom tilbage, følelsen af ikke rigtig at være til stede, den konstante uro i kroppen udviklede sig mere og mere, og denne gang i et tempo, som jeg på ingen måde kunne styre. Når man er bange for at dø – og særligt bange for at blive kvalt, så er det meget voldsomt dagligt at blive konfronteret med så meget sygdom og død. I efteråret 2020 fik jeg et job, jeg længe havde ønsket, men coronaepidemien voksede igen, og det samme gjorde min angst. Jeg fik det så skidt, at jeg faktisk selv mistede troen på, at der var en vej ud af det. Det kostede mig mit job, og så stod jeg der og kunne føle mig som en endnu større fiasko end jeg i forvejen gjorde. Men på trods af, at jeg følte jeg ikke kunne finde vejen ud af den voldsomme angst, så var der alligevel noget i mig, som ønskede at få det bedre. Jeg fik talt med min læge og blev henvist til en psykolog, men der var lang ventetid – faktisk 6 uger, som føltes som en evighed, når man ikke føler sig i stand til noget som helst, og man konstant kæmper for at få alt i hverdagen til at fungere.

Da jeg startede ved psykologen var det de første gange svært at se, at der skulle være en vej ud. Men så begyndte jeg at få de korrekte værktøjer og begyndte at forstå sammenhængen i, hvorfor jeg får den voldsomme angst. I virkeligheden handler det slet ikke så meget om at være så bange for at dø selv, men bange for at dø fra mine børn. Jeg er bange for at svigte dem (ved at dø fra dem), som jeg selv er blevet svigtet af min far, som drak for meget og endte med at tage sit eget liv. Jeg er i dag så taknemmelig for at have mødt den psykolog, for hun har hjulpet mig til at hjælpe mig selv. Dermed ikke sagt, at der ikke stadig kan være dage, hvor angsten fylder alt for meget, og hvor jeg kan blive helt fortvivlet over det, men der går længere og længere mellem de dage – det er en proces som tager tid. Men jeg vokser i processen, og ved at jeg kun bliver stærkere.

 

Jeg har lært, at min angst kommer med 180 km/t, når jeg glemmer at lytte til mig selv og prøver at ændre mig selv og ting i mit liv for at behage andre. Med andre ord, så er angsten i den situation blevet som en kærlig ven for mig, der minder mig om at huske at lytte til mig selv. På den måde er jeg blevet taknemmelig for angsten, og det gør det lettere at være med angsten de dage, hvor den er knap så venlig og rar at være sammen med.

Jeg er i gang med at lære at leve med angsten som en form for livspartner, og jo mere jeg accepterer den og jo mere jeg lader mig selv mærke den, jo mindre ubehagelig er den. Man kan faktisk sige, at jeg både er taknemmelig for og hader min angst.

 

Jeg håber min historie kan være med til at give et håb om, at når det føles allerværst og det kan være svært at tro på, at man kan få det bedre igen, så er der ALTID en vej ud af angsten. Angsten kan blive en god ven i dit liv – også selvom det ikke altid føles sådan. Hvordan vi hver især skal lære at leve med vores angst er helt individuelt, og derfor er det hverken noget, der er rigtigt eller forkert i forhold til, hvilken behandling, redskaber osv. vi hver især vælger. Så i stedet for at se ned på hinanden, når tingene er svære, så lad os finde respekten for hinanden og gøre vores til at hjælpe hinanden op i stedet for ned, for sammen er vi meget stærkere <3 For det er nemlig helt okay ikke altid at være okay <3

TAK Natasja <3

 

Mød Emma 21 år – og hendes historie <3

Mit navn er Emma Wittenkamp Andersen og jeg er 21 år gammel. 

Jeg er lige nu sygemeldt med angst og depression, hvilket jeg har været de sidste 5 måneder. Jeg lider af panikangst og socialangst, hvilket påvirker mig på mange forskellige områder. Min panikangst opstår i forbindelse med, at jeg i 12-13 årsalderen udvikler 2 forskellige spiseforstyrrelser, og er sidenhen har angsten kun udviklet sig mere og mere. Angsten for at være forkert i andres øjne, har gjort, at det at møde nye mennesker og være i socialesammenhænge er enormt svært for mig. Jeg kæmper hver dag med rysteture, svedeture, hjertebanken og ustyrlige tanker. Angsten gør det rigtig svært, at have en “normal” hverdag, fordi små ting som at handle, gå en tur etc. sætter mit hovede på overarbejde, og så begynder angsten for alvor. Det er også her, at jeg får udfordringer af min depression. Det er svært, at overskue selv de mindste ting – heriblandt bl.a. at skulle tage ned og handle, gå en tur på bare 10 min. eller skulle gå i bad. Det frusterende ved angst og depression er, at der er så mange ting, som man SÅ! gerne vil, men bare ikke kan, hvilket også gør det rigtig svært, at acceptere, at det er sådan livet er, som det ser ud nu. Det forudsager kun endnu flere negative tanker om sig selv, fordi alle andre kan, hvorfor kan jeg så ikke? 

Jeg kæmper også hver dag med træthed, hvilket også gør, at jeg mister mit overskud og derfor ikke, igen, kan klare selv de mindste ting. Og selvom jeg konstant er træt, så har jeg så meget tankemylder, at min søvn nærmest er ikke-eksisterende, hvis jeg ikke tager mit sovemedicin. 

Jeg er enormt frustreret hele tiden, fordi det eneste jeg ønsker, er at være glad og have en “normal” hverdag med rutiner ligesom, at jeg føler, at alle andre end mig har. Hver dag slår en kæmpe følelse af ensomhed mig, og det ikke at være god nok, og ikke at kunne finde ud af selv de mindste ting. Alle mine udfordringer for mig til at føle mig som en kæmpe fiasko. 

Heldigvis er jeg efter udredning, og adskillige lægebesøg, endelig kommet i behandling for min angst og depression. At jeg er startet i behandling gør også, at min angst lige nu er meget påvirket, og nogle dage kan det følelse som om, at jeg er blevet ramt med 150 km/t af en lastbil. Selvom det er hårdere end nogensinde før, så bliver jeg ved med, at sige til mig selv, at i sidste ende, så skal det hele nok have været det værd. Jeg er nu kommet så langt, at jeg har råbt op og fået den hjælp, som jeg så inderligt har brug for, at jeg vil kæmpe videre og ikke give op. Jeg skal nok komme ud på den anden side, og selvom det ikke følelse sådan, så er der lys for enden af tunnelen. 

TAK EMMA <3

 

 

Mød Jeanne 32 år – og hendes historie <3

Jeg tror angsten, og især angsten for sygdom, har boet i mig længe og har sit udspring i en barndom, hvor min mor var igennem flere forskellige sygdomsforløb, som jeg som barn havde svært ved at forstå. Jeg fik et enormt behov for at være tæt på min mor, for dermed at have situationen under kontrol.
Jeg har levet et ungdomsliv hvor angsten har ligget latent og i perioder vist sig som depression, når livet er blevet svært.
Efter jeg er blevet mor, er angsten vækket til live igen og nu med fuld styrke. Jeg skal holde i for at den ikke får overtaget. At have 2 børn der går i institution og en baby på 4 mdr og leve med sygdomsangst, kan nogle gange føles vanvittigt. Ingen gider sygdom, men når angsten for at ens børn bliver syge er så kraftig, at man ligger vågen om natten, i perioder altid er i nærheden af børnenes institution for at kunne hente hjem ved sygdoms-udbrud og generelt bare lever et isoleret liv, bliver det invaliderende. Der er enormt meget tabu og selv-udlukkelse forbundet med angst. Det er svært at komme ud, når det gør en bange – og det er svært at sidde hjemme og være bange. Jeg har den seneste tid haft en række angst-anfald der både har vist sig fysisk og psykisk, og jeg er nået til et sted, hvor jeg synes angsten er blevet invaliderende i sådan en grad, at jeg ikke kan leve med det. Jeg får hjertebanken, hovedpine, bliver svimmel og får en enorm knude i brystet. Jeg bliver kortluntet, pirrelig og når det er allerværst bliver jeg nødt til lægge mig under dynen.
Jeg kan ikke byde mine børn og min mand, at være vidne til at jeg lider. Jeg har derfor rakt ud, åbnet op for mine nærmeste og delt en flig af hvad der sker i mig. Min mand er utrolig forstående, omend det hele er svært at forstå, og står lige bag mig. Jeg føler mig meget klar til skridt for skridt at modarbejde og udslette den angst der har boet i mig alt for længe. Og selvom jeg ved kampen bliver hård, ved jeg også det er det hele værd. 
For mine børn. For min mand. For MIG!

TAK JEANNE <3

 

Mød Tina 38 år – og hendes historie <3

 

I 9 år, har jeg levet med angst og depression.

I 9 år, har jeg fået ordineret antidepressiv og angstdæmpende medicin.

I 9 år, har jeg prøvet at navigere rundt i strategier, selvhjælpsbøger, alternative behandlinger og bivirkninger.

I 9 år, har jeg kæmpet for at lære at sige til og fra og bede om hjælp.

Og det absolut tungeste i de 9 år – det er uden sammenligning, den evige dårlige samvittighed og enorme ensomhed, der følger med det at have depression og angst.

 

Helt tilbage til min barndom, kan jeg huske at jeg kæmpede lidt mere end alle de andre. Det var utrolig vigtigt at jeg var forberedt på alt og var med til alt. Fester, skolearbejde, fritidsjob osv. Det kunne på ingen måde lade sig gøre, at nogen opdagede at der var noget jeg ikke havde styr på – det måtte bare ikke ske. Den “overlevelsesstrategi” har jeg taget med mig ind i mit voksne liv, desværre og det er trættende. Trættende som man slet ikke kan forestille sig. Og på et tidspunkt bliver det også for hårdt at leve sit liv på den måde, kroppen siger simpelthen fra.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med psykiske diagnoser, medicin og psykologer, var for 9 år siden. Jeg var gift, havde to små piger og havde drømmejobbet som social og sundhedsassistent.

Min strategi med at ingen måtte opdage at jeg faktisk var ret menneskelig og lavede fejl, som alle andre, kammede fuldstændig over. Inden jeg væltede, præsterede jeg at rende rundt på plejehjemmet og kontrollerede mit eget arbejde og mine medicindoseringer osv. 3-4 gange og ringede gerne et par gange til aftenvagterne når jeg kom hjem, for lige at få dem til at tjekke om jeg mon havde lavet alle opgaver.

Efter en lang periode på den måde, faktisk midt i Netto, var det som om at der blev slukket på en kontakt og min krop og hoved sagde fra. Det tog mig halvanden time at komme ud fra Netto, uden halvdelen af varerne for jeg kunne ikke finde ud af indkøbssedlen. Jeg tænker stadig engang imellem på, hvordan jeg egentlig præsterede at komme hjem?

Hjem kom jeg og der lå jeg i sengen i 4 mdr. Mega bange for at træde ud af døren. Jeg var sygemeldt i halvandet år. Diagnosen hed voldsom stress. Og eftersom jeg havde gået så længe uden at handle på symptomerne, ja så havde jeg fået depression og angst med mig oven i hatten.

Det blev halvandet år med lægesamtaler, psykolog, rehabilitering, møder på jobcenter, arbejdsprøvning og en omskoling væk fra mit fag. Stressen var efterhånden til at styre, men angsten og depressionen bed.

Det gør det stadig nu, 9 år efter. Efter flere forsøg på udtrapning af medicin og flere sygemeldinger, så hedder det sig nu at angsten og depressionen højst sandsynligt er blevet kronisk og ikke noget jeg skal forvente at jeg bliver fri af igen.

Det kæmper jeg den dag i dag, stadig med at acceptere. De fleste dage er det ok! Der er jeg ok med at det er mit lod i livet, lige som at der er andre der dagligt er smerteplaget eller fx har en diabetes. Andre dage har jeg ucharmerende meget ondt af mig selv og kan slet ikke holde det ud!

Jeg er kommet tilbage som social og sundhedsassistent og arbejder 34 timer på normale vilkår, på verdens bedste plejecenter – noget jeg faktisk er pisse stolt over. Jeg fik nemlig afvide at jeg aldrig ville kunne klare omsorgsfaget igen og at jeg nok ikke kunne komme på mere end 25 timer. Tilgengæld er jeg så også ordineret 200mg Sertralin dagligt, hvilket er max dosis, for at fungere.

Da jeg sad ved min læge og prøvede at overtale ham til at jeg ikke skulle have medicin og at han da måtte kunne forstå, at hvis jeg fik gået lidt ture, så ville det fungere lige så godt som medicinen. Jeg var SÅ bange for at blive tyk og stikke ud fra mængden. Kan huske lige så tydeligt, min søde læge tog mig i hånden og kiggede mig i øjnene. “Tina, ja det en grim bivirkning at tage en masse på. Det vil vi ikke lade ske. Men det altså en endnu større og uoverskuelig bivirkning, hvis ikke du kan tage vare på dine piger!” Den ramte og den sætning tænker jeg tit på, når jeg har de dage hvor alt er meningsløst. Der er ingen valgmuligheder her.

Jeg er som sagt stadig ramt af depressionen. Jeg er velmedicineret og kan fint fungere i dagligdagen. Men sådan helt ustyrlig glæde og oprigtig lykkefølelse, det er meget sjældent jeg rammer de følelser. Jeg er glad og lykkelig og vil ikke bytte mit liv for noget, misforstå mig endelig ikke. Men kæft hvor ville jeg give meget for igen at opleve den der lykkefølelse, helt ned i maven. Det er nogle af de ting der følger med ved at have en tung depression. Om det er selve depressionen eller bivirkninger fra medicinen der gør sådan, det ved jeg faktisk ikke.

Angsten til gengæld… det er en rigtig kælling som jeg ikke kan acceptere og som faktisk slet ikke fungerer pt.

Angst er mange ting og vi oplever det alle forskelligt. Jeg døjer med sygdomsangst, generaliseret angst og socialangst. I perioder går det ret okay og i andre stikker det lidt af.

Pt har jeg fx ret svært ved at styre angsten. Jeg kan ikke sortere i indtryk og det har gjort at jeg har måtte trække stikket fra Facebook for en periode og sortere groft i hvem jeg følger på instagram. Jeg har simpelthen ikke det filter, der gør at jeg kan distancere mig fra andres følelser og problemer, krig og epidemier osv. – tværtimod tager jeg følelserne på mig.

Den sociale angst er så grim og ødelægger så meget. Det kan vise sit grimme ansigt på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter. På arbejdspladsen, til familie tamtam, til skolearrangementer med børn osv. Alt hvor der er mulighed for at “falde igennem eller ved siden af”.

Jeg glæder mig altid når jeg bliver inviteret i byen. Men så snart vi nærmer os, så går det galt. Jeg går totalt i panik og kan nå at bestille 7 outfits og en hel masse nyt makeup hjem forinden. For igen, ingen må opdage at det bare er facade og at jeg inderst inde helst vil ligge hjemme på sofaen under dynen i joggere. Når vi så når til selve arrangementet er jeg så opkørt, træt og angstramt over forberedelserne, at der ikke er mere tilbage at give af.

Og så kommer det evige dilemma. Skal jeg erkende at jeg ikke kan klare det og muligvis skuffe de andre? Eller skal jeg tage af sted og gøre hvad der forventes af mig – og i stedet gøre “overgreb” på mig selv? Passer jeg på mig selv og bliver hjemme, bliver jeg enormt ked af det. Føler at jeg skuffer, går glip af en masse og får angst for aldrig at blive inviteret til noget igen. Tager jeg afsted, ja så ligger jeg i sengen de næste dage, med kæmpe angstanfald. Uanset hvad, så føles det SÅ ensomt!

Som tidligere skrevet, det er den absolut værste og sværeste del af livet med angst. At mærke efter, stå ved det og sige til og fra. Og have de konstante indre kampe – som jeg ikke kan vinde, uanset hvad jeg vælger.

Jeg vil gøre ALT for at slippe for angsten… men den hænger ved. Men kan jeg hjælpe bare én på ved til at acceptere livet med en eller flere psykiske udfordringer – ja, så har kampene ikke været helt forgæves..

TAK TINA <3

 

Mød Sofie og hendes historie <3

Anne Bertrams oplag fik mig til at tænke over, hvor vigtigt det er, at vi ikke holder ’’kæft’’ men fortæller om vores angst, så vi kan hjælpe andre i lignende situationer. Det kunne jeg godt have brugt, da jeg var en und pige. Mit opslag er skrevet lige fra hjertet, og derfor gør mit sprogbrug sig også derefter. For angst, kan man ikke tale pænt om.

Mit opslag er skrevet med øjne, som ser tilbage på mit liv som har været og er præget af angst.

… Og så gik jeg rundt, i en alder af 12-13 år, og havde det så skidt i min egen krop, og anede intet om, hvad fanden der foregik.

Som barn, for 15 år siden, var angst ikke så meget på tale, som det er i dag. I hvert fald ikke hvad jeg husker af. Heldigvis er tiderne anderledes i dag.

Jeg havde det så ubehageligt i min krop, og jeg følte mig rigtig meget alene.

Jeg blev undersøgt i ’’hoved og hale’’, og fandt frem til, at mit ubehag i kroppen var glutenallergi.

Men det sagt, så var det som det var, og så blev det lagt ned. Også til trods for, at jeg fortsat havde det skidt, uden at indtage gluten. Med min og andres forståelse i dag, ved vi jo, at jeg led voldsomt af tvangstanker og angst som udløste ubehaget i kroppen. Angst for sygdom, og for at kaste op!

Jeg husker tilbage til da jeg var 12 år gammel hvor det hele startede.

En kold februar mdr. vågner jeg, og kaster op. Jeg bliver kørt ud til min mormor, som passede mig hele dagen. Jeg husker, at jeg lå i hendes sofa, og kastede op til højre side. Jeg husker endda hvilket tøj jeg havde på, samt hvilken pose jeg sad med i bilen på vejen derud.

Jeg husker faktisk denne dag så klart og tydeligt, at jeg ville kunne beskrive den mere nøjagtigt end jeg har gjort nu.

Den efterfølgende tid begyndte mine tvangstanker. Jeg turde fx ikke gå til højre for min storebror, for så var det jo mig, der blev syg næste gang en af os blev syge. Jeg turde ikke tage det joggingtøj på jeg havde på den kolde februar dag, for så blev jeg jo syg igen. Og sådan fortsatte det i flere år. Nogle perioder mere end andre.

Min mor havde ofte aftenvagter, og i flere år måtte jeg ringe til hende på hendes arbejde, inden sengetid, og spørger; Mor, kaster jeg op i nat?

Spørg jeg min mor i dag, vil hun sige, at hun troede det var en ’’sjov idé’ som børn ofte har.

Jeg husker tydeligt, at jeg var i høj grad kontakt med mig selv og min krop, og mærkede hver en forandring. Med det sagt, betyder det, at jeg kiggede mig i spejlet nok 50 gange om dagen om jeg var bleg. Mærkede en lille snert af hovedpine. Mavepine.  Træthed mm. Og så begyndte hele møllen.

Mine forældre fortalte mig, at ingen jo synes det er særlig morsomt at kaste op.

Årene gik, jeg levede I angsten, for jeg kendte ikke til andet. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde havde det anderledes – altså et liv uden angst. Så meget fyldte det i min hverdag.

En dag gik jeg på vægten, og fik pludselig en trang til at tabe mig. Og det gjorde jeg også, meget hurtigt, og til sidst var min adfærd og udseende meget sygeligt. Jeg husker hvor pissefedt det var at kunne styre tallet på vægten. Det hjalp mig til at abstrahere fra den skide angst.

Som 17 -årig flyttede jeg fra Sjælland til Jylland, og flyttede sammen med min kæreste. Noget jeg havde længtes efter i flere år. En kæmpe omvæltning, et kæmpe savn til familien, og et savn til alt det ’vante’.

Angsten kom stille og roligt snigende for fulde drøn. Nu var det så slemt, at jeg, hver gang min kæreste var på toilettet, skulle banke på og spørger om han havde det ok. Det blev et irritationsmoment for ham, kunne jeg mærke. Og dette slet ikke uforståeligt. Jeg blev ramt af følelsen af at være verdens dårligste kæreste. For hvem vil bo sammen med ’sådan en som mig’.

Jeg tog til lægen – sad med mit grædende ansigt – og bad om hjælp. Jeg kunne nu konkludere, at jeg manglende hjælp, og det ikke var nok at gå og tie. Da jeg var under 18 år, blev jeg tilkoblet Børn-og unge psykiatrisk afdeling hvor jeg blev udredt… men for hvad! Ingenting. Ikke udover, at de mente jeg havde ’’generaliseret angst’’ og fik nogle øvelser jeg skulle lave. Det hjalp mig absolut ingenting.

Årene herefter gik.

22 år gammel:

En dag sidder jeg ved min frisør, og snakker om alt mellem himmel og jord.

Hun fortæller mig, at hendes barn har været syg, og straks vender jeg mig om og spørg, hvad barnet har fejlet. Dette sagt for at sikre mig selv, hvis nu hun havde smitte ’’på sig’’. Hun fortæller mig, at hun i flere år har lidt af emetofobi, at hun har en voldsom fobi/angst for opkast.

Næsten med tårer i øjnene, vender jeg mig rundt, og siger; ’’det er jo det jeg også har!’’.
Jeg blev rørt. Rørt over, at jeg nu ikke var alene som jeg i mange år havde følt. Jeg havde altid følt, at det kun var mig der var angst over det her opkast.

Jeg læste nettet tyndt, og fandt en hypnotisør som jeg begyndte ved. Hun var specialiseret inden for Emetofobi, da hendes søn selv har lidt af det.

Jeg husker min indledende samtale hos hende;

’’Jeg har virkelig brug for hjælp. Jeg elsker børn, men min angst for opkast har overtaget glæden ved det, og faktisk tør jeg ikke få børn – de hiver jo sygdom med hjem’.

Jeg fik det bedre! Jeg havde det godt!
Et huskøb på bagen, 1,5 år senere, og nu med en positiv graviditetstest i hånden! En test der vakte mange forskellige følelser frem i mig. En glæde, og en kæmpe frygt for hvad jeg nu kunne se frem til. Dog glædede jeg mig til, at vi skulle byde vores lille pige velkommen til verden.


Velkommen til verden, lille pige

33+0 går mit vand. Meget uventet, og midt i fakta. Og 11 timer senere, havde jeg en meget lille bitte, og skrøbelig pige liggende på mit bryst. Og så blev jeg kastet ud i det. Kastet ud i alle de bekymringer, sorger, glæder mm. Som dette medfører.
Min angst kom nu igen. Jeg var bange for, at hun blev født med et dårligt immunforsvar grundet hendes for tidlige fødsel. Jeg husker faktisk, at jeg sagde til min kæreste; Jeg vil hellere have, at hun manglende en tå, eller finger, end hun ikke har et godt immunforsvar. En sætning jeg i dag jeg skammer mig over. Min angst tog i det tilfælde over.

Jeg havde født en pige, som lynhurtigt blev kaldt for ’stjernebarnet’. Hun klarede det hele så godt, og vi kom hjem på åben indlæggelse efter 3 uger.

Tiden med et barn, institution, sygdom mm.
Den her tid er jo fyldt med glæde, og en masse sjov! Min datter er snart 3 år gammel. Men også bekymringer udover det sædvanlige. Det er helt normalt når man er blevet mor, tænker jeg. Dog er der lige lidt ekstra bekymring oven i hatten for os med angst, og især emetofobi/sygdomsangst.

Det er møghamrende hårdt at skulle tjekke sit barn hver dag. Observere, hvor meget mad hun spiser. Spørger dagplejemoren, om der har været nogle børn syge med opkast osv. Det er hårdt, hele tiden at skulle være på dupperne. Og samtidig sørger for, at jeg ikke giver min angst videre til hende. Indimellem kan jeg føle, at min værste fjende er mit eget kød og blod.

Det er så hårdt, for krop og sind, og indimellem bliver jeg ramt af en uretfærdighedsfølelse. Jeg synes det er pisse uretfærdigt, at JEG skal have det på den her måde. Især når jeg føler, at jeg på alle andre tidspunkter er skidehamrende stærk.

Jeg tror på, at os der lider af angst, er os som kan håndtere det, fordi vi fucking ER de stærke.

Jeg lever ikke I angsten mere, men med den. Jeg ved, at den vil komme i bølger. Men med en masse terapi, selvhjulpen hed, snakke med andre i min situation har gjort, at der for det meste er blikstille.

Jeg håber nu på, at min datter fremover vil sige ’’det er ikke rart at kaste op’’ – punktum.

Med andre ord, så håber jeg på, at vi i dag åbner munden op for ordet ’’angst’’ og fortæller hvordan vi har det. Vi kan hjælpe hinanden, og sørger for at ingen sidder og føler sig alene. Det er ikke et tabu. Det er en del af os.

Samtidig håber jeg også på, at vi holder ekstra øje med vores små børn, og ikke bare vender øjne, og siger ’’det er bare en sjov idé’’. Ingen børn/voksne fortjener at leve med og I angsten.

Min datter lærte mig, at den glæde jeg altid har haft for børn, stadig var der. Trods min bekymring inden jeg begyndte i hypnose. Hun lærte mig kærlighed. Hun gav mig en indre ro. Hun gav mig en glæde, og mening med livet.

/Sofie

TAK SOFIE <3

 

Mød Katrine – 26 år gammel og hendes historie <3 

Min historie er her:
Det er svært at sætte en dato på, hvornår den begyndte. Jeg har siden, jeg var barn haft en tarmsygdom, som har gjort livet surt for mig, og det har krævet en del blod, sved og tårer at komme til, hvor jeg er i dag. Jeg var igennem en helt masse for at udrede min tarmsygdom blandt andet useriøse læger, kameraer op i måsen, cuttede al alkohol (hallå, jeg gik i 3.g – det var sindssygt) og til sidst for at få en skraldespandsdiagnose. No wonder, jeg udover at gå derfra med uendelige koliksmerter, også er blevet en angstdiagnose eller to rigere.
Jeg lider af madangst og sygdomsangst inklusiv en gedigen omgang opkastangst. Jeg bliver helt rørt, når jeg skal fortælle om det, men det er der ikke noget mærkeligt i. Det fylder – i hvert fald for mig – en kæmpe del af mit liv. Jeg er ikke mærket af det hver dag længere, men i flere år spiste jeg meget få ting og tabte mig gevaldigt. Heldigvis har jeg fundet mig en kæreste, der virkelig ikke vil lade mig sulte og laver mad ud fra mine tanker, mønstre og udfordrer mig, så livet kan blive bedre hver dag.
Sygdomsangsten er noget helt andet. Igen ved jeg ikke om den er provokeret af tarmforløbet eller kommet senere, men det har virkelig været en prøvelse at komme igennem de seneste to år. Derudover så tricker det mit ønske om at få børn helt vildt! Både tanker om graviditetssymptomer som opkast, men også når barnet så er der. Jeg kan ikke tåle mælk, hvad gør jeg med modermælken, hvad hvis jeg ikke kan komme på toilettet qua min tarmsygdom og så alverdens børnesygdomme og institutionshelvede oveni.
Åh ja, det lyder ikke videre positivt indtil nu, men det er angst heller ikke. Det der er positivt er, at man ikke behøver være alene med det. Jeg har både min familie, min kæreste, mine veninder og min psykolog. Det er ikke alle, der er lige involverede, men det er også rart at dele det op en gang imellem. Mine bedste råd er at tale om det. Det kan være med din bedste veninde eller din dagbog – bare dit hjerte bliver lettet ❤️ Og at lytte til din krop. Hvis jeg presser mig selv for meget, så blusser det op. Enten min fysiske eller psykiske sygdom, men oftest begge, fordi de påvirker hinanden så meget.

TAK KATRINE <3

 

GODE RÅD TIL AT DÆMPE DIN ANGST <3 – Lånt af psykiatrifonden.dk

  • Lær din angst at kende og tag kontrol over den
  • Find ud af hvad der belaster dig og få hjælp til at takle det
  • Brug afslapningsøvelser og vejrtrækningsteknikker til at berolige dig selv. Og øv dig i at bryde tunge tanker, når de kører i ring
  • Pas på dig selv. Spis sundt, dyrk motion og få rigelig med søvn
  • Vær åben om hvordan du har det

 

GODE RÅD TIL DIG SOM ER PÅRØRENDE  <3 – Lånt af psykiatrifonden.dk

  • Bliv fortrolig med sygdommen
  • Hjælp med at holde en sund livsstil
  • Hjælp med at få hjælp. Tal også selv med andre i samme situation
  • Skæld ikke ud og undgå at sige ting som `tag dig nu sammen´ eller ´slap nu af´
  • Pas på dig selv og hold fast i det, som giver dig energi og overskud.

 

Hvis du har brug for nogle at snakke med, kan du ringe til Psykiatrifonden via dette telefon nr:

Psykiatrifondens Rådgivning på telefon 39 25 25 25 

 

Kæmpe tak til alle pigerne for at dele deres rørende og svære historier. Vi håber at det kan normalisere at snakke om når det kan være rigtig svært <3

KH Frederikke, Anne og resten af team Springstorie.